Fattiggårde og fattigvæsen i 1800-tallet
I 1708 kom der en forordning, der afskaffede de fattiges ret til tiggeri – fra dette tidspunkt opstod begrebet fattighus – hjælp i eget hjem. De fattige gik tit på ”omgang” i sognet, men det har sikkert været mere af pligt end hjertets godhed, at sognets øvrige beboere hjalp de fattige.
I 1803 kommer en ny forordning om regulær fattigskat – den udmåles efter hartkorn.
I samme forordning deler man de fattige op i 3 klasser: de ikke erhvervsdygtige, dvs. gamle og svagelige som skulle have fuld forplejning – de forældreløse børn eller dem der var fjernet fra hjemmet/skulle sættes i privat pleje – og til sidst var der de personer, der pga. mange børn, svagelighed eller alder ikke kunne underholde sig selv.
Helt frem til 1840 var der ikke fattiggårde i Danmark, men derimod fattighuse.
Forskellen på fattighus og fattiggård er, at et fattighus var et hus beboet af en fattig person, der således blev forsørget i eget hjem (som regel vha naturalier) mens fattiggårde var et sted hvor flere fattige personer var samlet.
Der var også den store forskel, at i fattighuset var der ingen pligt forbundet med hjælpen, mens der i meget høj grad var pligter forbundet med hjælpen på fattiggården.
Fra ca. 1840 og frem til 1860 var antallet af fattiggårde ikke særligt stort, men fra omkring 1870 og frem til ca. 1885 steg antallet voldsomt – helt op til 350-375 fattiggårde, hvorpå der befandt sig ca. 6.500 personer. Som oftest var fattiggårdene placeret lidt uden for byen – at være beboer på fattiggården var bestemt ikke ønskværdigt. Det skulle føles ydmygende!
Belægningsprocenten på fattiggårdene var ikke så stor, som man måske umiddelbart kunne tro. Den lå ofte omkring 45-50% og selvfølgelig flere om vinteren end om sommeren. Det betød nu ikke, at der ikke var mange fattige, men langt de fleste så fattiggården som den absolut sidste udvej.
Den helt overordnede ide med fattiggårde fremfor fattighuse er tanken om økonomisk gevinst. Via rationalisering, bedre pleje samt afskrækkelse skulle fattiggårdene være ”selv-hjulpne” og helst hvile i sig selv økonomisk. Dette kom dog sjældent til at holde stik, ganske få fattiggårde gav overskud, og i givet fald kun i kortere perioder. Kongstanken var ellers, ligesom vi også har brugt den i nyere tid, at hvis man rationaliserer: fælles husholdning, bespisning, varme, vask kombineret med arbejdspligt, så giver det en økonomisk gevinst. Men som nævnt holdt det sjældent stik, de fattige på fattiggårdene var sjældent nogen særlig god arbejdskraft, så det var så som så med udbytttet.
Dagliv på fattiggårdene
Alle fattiggårde skulle have et godkendt regulativ med detaljerede bestemmelser for de fattiges liv og færden. Det var helt almindeligt, at kommunerne kopierede fra hinanden sådan at såvel arbejdsplaner som madplaner var identiske.
Dagen for de fattige startede allerede kl. 5.30 i sommerhalvåret – en halv time senere om vinteren. Herefter blev der spist morgenmad og så blev der arbejdet frem til kl. 12 kun afbrudt af en ½ times mellemmåltidspause.
Middagsmaden varede frem til kl. 13.30, hvorfra der så blev arbejdet igen frem til kl. 19 (igen med en ½ times mellemmåltidspause).
Så var der aftensmad og kl. 21 skulle alle fattiglemmer ligge i deres seng.
Kostplanerne på fattiggårdene blev skrevet af embedslægen og som nævnt blev planerne ofte kopieret fra kommune til kommune. Morgenmaden bestod af øllebrød. Middagen var et var mt måltid bestående af flæsk kombineret med enten grød, kål, ærter eller bollemælk. Aftensmaden var brød med enten smør eller fedt. Man drak mælk eller svag øl til alle måltider uanset alder næsten. Den salte mad frembragte tørst og vandet i brøndene var ofte alt for snavset til at man kunne drikke det. Det kan lyde overraskende, men nutidige ernæringseksperter regner faktisk ovenstående gourmetmåltider som værende en tilstrækkelig ernæring!
