Artikelindeks

 

 

 

Hjemmeslagter og kreaturhandler Ole Olesen var ret en kendt person i Drengsted, og i al den tid jeg kan huske, boede han til leje i aftægtshuset Drengstedvej 7, som tilhørte mine forældre Grethe og Rikard Hansen.

Slægtsforskning viser, at Ole blev født i Nørre Vollum i Brede sogn. På et tidspunkt i perioden 1894 - 1904, mens Ole var dreng, flyttede familien til Drengsted. Nogen adresse på hjemmet i Drengsted, har vi ikke kunnet finde, men Alexander Dixen har oplyst under interview den 30-3-2014, at Oles bardomshjem var beliggende ca. midt imellem Carsten Aablings og Mathiesen Andersens ejendomme.

Hjemmet nedbrændte om dagen - måske omking 1942. Branden kunne tydeligt ses fra skolen (Drengstedvej 6), da gymnastiksalen på det tidspunkt endnu ikke var opført. Derfor var der frit udsyn ned mod byen og eleverne fik lov til at iagttage branden. Det har nok været noget af en usædvanlig oplevelse i dette lille samfund.

Ole fik dog nogen bøvl med forsikringsselskabet, fortalte Alexander, for man ville ikke udbetale med mindre genopbygning blev foretaget. Det var Ole ikke så interesseret i, men han fik løst problemet ved at bygge noget i retning af et skur lidt længere inde på grunden - og så fik han pengene.